Foredrag i “feriegave”
På fredag går de fleste af os på ferie, og man kan godt mærke her på kontoret, at der allerede mere eller mindre er begyndt at herske feriestemning, og det er svært at arbejde i højeste gear, når man ved, at vi har en måned fri om ganske få dage. Alle vi ansatte ved det, ledelsen ved det, og jeg tror også udmærket at kunderne er klar over det – de skal jo også selv på ferie.
Måske er det derfor at der er blevet arrangeret et foredrag på fredag, fordi ledelsen godt ved, at vi alligevel ikke er specielt produktive, og så kan de jo lige så godt give os en lille gave i form af en halv fridag. Ok, vi skal godt nok sidde og lytte til en foredragsholder i et par timer, men det er vist rimelig meget nede på jorden. Det er i hvert fald ikke sådan et, hvor det forventes at vi sidder og tager notater.
Men det der med at gå i ferietilstand er en sjov størrelse. Allerede fra midt i juni begynder der at være sådan en tilstand af, at nu skal vi også snart på feire, så skal vi ikke bare tage det efter ferien, en besynderlig mentalitet. Og efter ferien går der lige et par uger inden man er kommet sig oven på sin ferie, så i alt kan der faktisk godt næsten gå to måneder, hvor det meste kommer til at handle om sommerferien, og det er lidt voldsomt.
Men jeg har det da på samme måde, og jeg ser allerede frem til ferien til Santorini om et par uger.