Firma fest

Firma fest

Jeg ved ikke helt hvad hvad der sker i mit firma i øjeblikket, de høje herrer der bestemmer er gået helt over gevind i gavmildhed for tiden. Udover at vi efter ønske fra os ansatte skal flytte til et større kontor, så har vi også fået en ekstra uges ferie her i juli i forbindelse med flytningen af vores kontorer.

I dag dumpede der så yderligere en overraskelse ind i mailboxen. Vi er jo alle lige gået på ferie, og derfor er der nok også nogen, der ikke kommer til at læse mailen lige med det samme, men vi er nok også mange, der ikke helt kan lade være med at tjekke, om der skulle være kommet noget vigtigt fra kunderne.

Mailen var en invitation til firmafest i midten af august, for at markere flytningen. Det kan dog også være, at der er lidt malurt i bægeret. Der står nemlig også i invitationen, at de vil afsløre en hemmelighed, der involverer os alle sammen. Hvad det er, vil de ikke løfte sløret for, og så er det jo klart, at man udover nysgerrig også bliver en smule bekymret.

Men eftersom vi lige har flyttet kontor, er det nok med meget stor sikkerhed ikke noget med, at vores afdeling skal lukkes eller noget i den dur, og der skal næppe fyres, så ville det i hvert fald være perverst at holde en fest for at markere det.

Men et eller andet sted er det lidt frækt at melde sådan noget ud i en mail, og så lade os gå i uvished i et par måneder.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *